I fredags sluttede jeg den første blogpost om måltidet som læring med at spørge, hvorfor skolemad virker så frygtelig mærkeligt på os, at vi tilsyneladende ikke kan forestille os en folkeskole, der aktivt inddrager mad og det at spise sammen i skolehverdagen.

I denne post vil jeg give nogle bud på, hvad det er, man kan få ud af at gøre skole i aktivt partnerskab med skolemaden. Mine erfaringer er baseret på en omfattende evaluering, som living+food var med til at udføre for Københavns Madhus, da huset udviklede skolemadskonceptet EAT til de københavnske folkeskoler i løbet af 08 og 09.

Derfor tror jeg - nej, jeg ved - at skolemad på en række områder kan bruges som et aktivt redskab til at bygge en mere imødekommende og inkluderende skole, end vi tilbyder vores børn idag. Store ord? Naturligvis! Pointen i vores evaluering er, at skolemad gør tre ting:

1) For det første giver skolemaden børnene en ernæringsrigtig kost, som gør dem mere læringsparate, end hvis de har maven fuld af slik, chips og sodavand, eller – når de får udgangstilladelse i 7. klasse – shawarma, bagermad og pizzaer. Børnene lærer derfor gavnligheden af at spise varieret, hvilket hjælper dem til fremover selv at spise med en åben bevidsthed omkring deres valg af madvarer.

2) For det andet styrker skolemaden måltidskulturen i skolerne, så måltidet bliver en social begivenhed, hvor relationen mellem lærer og elever tilpasses lokale behov og elevernes alder. Børnene lærer derfor, hvordan det at spise sammen kan bære det sociale samvær med klassekammerater og lærere.  

3) For det tredje – og måske allervigtigst i denne sammenhæng – giver skolemaden mulighed for en anden type læring end den, der handler om bøger. Når eleverne fx inddrages i tilberedningen af skolemaden, giver det stærke handlekompetencer, hvor børnene både lærer helt praktiske færdigheder omkring maden, samtidig med at de lærer at samarbejde og får succesoplevelser ved hele tiden at blive bedre – på samme måde som hvis de bliver bedre til tabeller og grammatiske remser.

I min bog er disse punkter alle meget positive. Og jeg har – når jeg tænker efter – egentlig svært ved at forstå modstanden mod skolemad i Danmark. Fortæl mig, hvad du synes om skolemad?

Som lovet kommer her anden del af fredagsføljetonen, hvor vi er nået til måltidet som læring. Det falder ret heldigt, for idag er der en artikel i Weekendavisens nye tillæg Faktisk, som – meget passende – henvender sig til børnelæsere.

Artiklen tager udgangspunkt i en undren over, hvorfor det er så svært at indføre skolemad i Danmark. Mange af de lande som vi plejer at sammenligne os med tilbyder børnene et måltid i skolen. Maden og det at spise sammen er derfor på mange måder en integreret del af skoledagen i fx Sverige, Frankrig, Tyskland og Italien. Men i Danmark mislykkes bestræbelserne gang på gang, eller de møder mere end strid opinionsmodvind, som bl.a. beskrevet i denne kronik i sommer.

Hvorfor er det sådan? Jeg tror, at det handler rigtig meget om politisk prioritering. Altså, et spørgsmål om: Hvad er folkeskolen? Hvad skal skolen give vores børn? Svar: Boglig læring. Ja, helt sikkert. På førstepladsen. Men det behøver det vel ikke kun at handle om, gør det? For hvis det er sådan, det hænger sammen, hvorfor sætter vi så ikke bare børnene til at terpe tabeller og grammatiske remser, indtil de kan dem udenad? Der må være noget andet. Vi må ville noget mere med skolen. Dette andet og mere tror jeg meget vel kan bæres frem af skolemaden.

Hvis man i andre europæiske lande har fundet det rimeligt at gøre skolemåltidet til en fast del af skolegangen, hvor det at lære at spise sammen indtager en vigtig plads i børnenes opvækst gennem skolesystemet, så kan skolemad vel ikke være så eksotisk og mærkelig en ting, at vi behøver at være fuldkommen blinde for disse erfaringer i Danmark?

Følg med i næste uge, hvor jeg vil prøve at udfolde emnet…