Måltider bygger venskaber

Det er efterhånden ikke noget nyt her på bloggen: En af vores hjørnesten i living+food er, at måltidet i det offentlige kan bruges positivt i lang udstrækning udover selve det ernæringsmæssige. Fx ved at tage fokus fra hospitalspatienters sygdom. Som erindringsterapi for ældre plejehjemsbeboere. Som dannelsesværktøj for børn i institution eller skole. Eller, hvis vi bevæger os væk fra det offentlige, som samlende element i hjemmet. Men kan måltider også bringe mennesker sammen, som hidtil var fremmede for hinanden?

Ja, i hvert fald i følge et nyt website grubwithus, som organiserer måltider med det formål at lade mennesker mødes omkring mad. Måltiderne foregår på restauranter i (foreløbig) New York, Chicago og San Francisco til en fastsat pris og længde. Det er nemt: Måltiderne annonceres på websitet. Deltagerne melder sig til. Betaler. Møder op. Møder nye mennesker. Og spiser sammen. 

Det er en fremragende ide. Tolerancen øges og verden bliver bare en lille smule bedre hver gang mennesker mødes og nye venskaber dannes. Fx over et måltid.

Fortæl mig: Hvornår har du sidst spist sammen med fremmede mennesker, og hvad gav det jer?

En uforglemmelig oplevelse?

Når jeg spiser på en restaurant, forventer jeg at få mere end bare god mad. Jeg forventer at få en oplevelse. For mig er en restaurant noget mere end bare et sted, hvor man mod en (lille eller stor) sjat penge kan spise sig mæt. Men foruden maden, hvad er så egentlig med til at gøre et besøg på en restaurant til en uforglemmmelig oplevelse? Det har jeg spurgt mig selv om i dag.

En uforglemmelig restaurant-oplevelse må i sagens natur være en oplevelse, som man husker. Og hér er det vist unødvendigt at tilføje, at oplevelsen skal efterlade et positivt aftryk i hukommelsen. En oplevelse, som dukker op hos mig ligger faktisk flere år tilbage. Det var en middag med Jon på Umami. Ærlig talt kan jeg ikke huske, hvad vi fik at spise, men jeg kan huske regningen. Det var f…… dyrt (især på SU). Men regningen gled alligevel ned med et smil. Den blev nemlig lagt på bordet i en lille kuvert – og udenpå kuverten stod skrevet: The damage. Kuverten har jeg endnu – og selvom middagen kostede det samme som min husleje, så var det uforglemmelig (god) oplevelse for mig.

Har du lyst til at dele nogle uforglemmelige restaurant-besøg? Af den gode slags. Så vil jeg rigtig gerne høre om dem – og især hvorfor de var uforglemmelige.

Et korrekt maaltid

Vi var paa restaurant hernede i Bordeaux i gaar, og det var super laekkert og rigtig hyggeligt. Vi (min far, hans kaereste og jeg) sludrede rigtig fint, raavarerne var tilberedt rigeligt og rustikt, udsigten fra restauranten midt i middelalderlandsbyen paa toppen af hoejderyggen var fantastisk,  vinen var produceret af en nabo, og det hele blev serveret paa en lydbaggrund af daempet jazz :-) Et rigtig fint maaltid i min bog. Da vi gik derfra, spurgte jeg, hvad de andre syntes om det. “C’etait un repas correct”, var svaret, – et korrekt maaltid. Men hvis det kun er korrekt, mangler der saa ikke noget?

Siden kom jeg til at taenke paa saadan noget som form og indhold (i mangel af bedre udtryk). For mig var begge dele saa absolut paa plads i gaar. Dog, indroemmet, jeg er let at mad-forfoere, naar jeg befinder mig i Frankrig, fordi den sentimentale aare som regel flyder frit, naar jeg er her, og middage i denne stil vaekker mange dejlige minder. Men for min far og hans kaereste manglede der tydeligvis noget. Vi fandt aldrig ud af, hvad det var. Saa derfor spoerger jeg dig i stedet for. Ikke hvad der manglede, men hvordan vaegter du form og indhold i et maaltid: Hvad er et korrekt maaltid for dig? Og – skal et maaltid overhovedet vaere korrekt?