Svar: Måltid for 1

Hvordan skaber man en god måltidsoplevelse, når man spiser alene? Det har jeg, som sagt, filosoferet lidt over den seneste uge, hvor Jon har været i Frankrig. Han kommer hjem i dag (hvis han ellers får lov af de strejkende franskmænd), og derfor er det også tid til nogle svar.

At skabe en god måltidsoplevelse, når man spiser alene kræver en seriøs indsats. Et god måltidsoplevelse handler om nydelse, nærvær og samvær – og når man spiser alene, betyder det altså nydelse, nærvær og samvær …med dig selv. Helt overordnet kræver det, at man skaber nogle rammer om måltidet, som giver plads til netop det. Og hvordan man helt præcist gør det afhænger nok af, hvem du er. Meeeen, du skal nu alligevel ikke snydes for mine bud…

1. Brug energi på at lave dine ynglingsretter – nu er der jo ikke andre at tage hensyn til! Så har du en craving for stegt flæsk med persillesovs eller beuf bernaise, så bare slå dig løs.

2. Sluk for tv og computer, mens du spiser. Ja, det har jeg så ikke lige selv været særlig god til – og derfor har jeg også kunnet mærke den kæmpe forskel, det gør, når man endelig trækker stikket ud!

3. Skab en lækker stemning tallerkenen ved at anrette maden lidt ekstra lækkert.

4. Skab en hyggelig stemning rundt om tallerkenen – på bordet og i rummet. For mig hjælper det gevaldigt at tænde sterinlys (især når det er mærkt udenfor), dække bordet fint og drikke af ekstravagante vinglas (selvom jeg måske kun drikker vand). Ja, ja det lyder måske lidt corny, men det virker altså for mig.

5. Og til sidst skruer du tempoet helt ned. Nu handler det nemlig om at nyde maden – og ikke mindst dit eget selskab. Og her vil jeg vove den påstand, at det kræver en del øvelse, for det er faktisk slet ikke så let at nyde sit eget selskab – sådan rigtig nyyyyyde.

Hvis du lige nu sidder og tænker “Aaajjh, det der ville slet ikke virke for mig”, så lad mig endelig høre, hvad der så ville virke? Det samme gælder, hvis du har flere gode bud på, hvordan man skaber en god måltidsoplevelse i selskab med sig selv.

Et måltid for 1?

Jon har lige taget flyveren til Bordeaux. Vin-høsten på Chateau Raït er i hus. Men det betyder, at jeg er alene hjemme. Og hvorfor ikke bruge noget af (alene)tiden på at filosofere over et par spørgsmål omkring måltider. Hvordan skaber man en god måltidsoplevelse, når man spiser alene? Og kan det at spise i selskab med sig selv overhovedet kaldes et måltid? Jeg vender tilbage med mine svar…snart. Og hvis du i mellemtiden har nogle gode bud, så hit med dem.