Jul uden selskab og sul?

Det er 1. december, og julen er nu officielt skudt i gang. Det fik mig til at tænke på, hvordan jul, måltider og samvær hænger sammen. Kan du forestille dig en jul uden mad – uden måltider i selskab med venner og familie?

I vores arbejde på Glostrup Hospital havde jeg en samtale med en patient om netop julen. Sidste år havde hun fejret juleaften alene. Ikke fordi hun ikke havde nogle steder at tage hen, men fordi hun bare gerne ville prøve det. Hun havde ikke spist flæskesteg eller and, men spist en lækker bøf i stedet og drukket et godt glas rødvin. Jeg spurgte hende, om hun skulle være alene igen i år. Det skulle hun ikke. 1 gang var nok til at stille den nysgerrighed – og som hun sagde, så havde det jo ikke været en rigtig jul. Så i år skulle hun hjem til sin datter.

Hvad er en rigtig jul for dig?