Livingplusfood

Der er en række arbejdsgange og forskellige medarbejdergrupper forbundet med måltidets vej fra køkken til patient. Portørerne afleverer maden på afsnittet, servicemedarbejdere opvarmer maden og rydder af efter måltidet og plejepersonale anretter og serverer maden for patienterne.

En ting er denne lange “fødekæde”, som skal sættes i værk for, at maden når frem til patienten. Også internt på den enkelte afdeling og blandt plejepersonalet er der mange opgaver i forbindelse med måltiderne, der skal koordineres og løses. Hvis ikke der er en helt klar struktur og aftale omkring, hvem der gør hvad og hvornår på vejen fra køkken til patientens bord, kan måltiderne lokalt på den enkelte afdeling meget hurtigt komme til at udspille sig i en stressfyldt atmosfære for både personale og patienter.

Et måltid under pres er det modsatte af, hvad patienterne har brug for. Derfor er god kommunikation og faste aftaler mellem de forskellige medarbejdergrupper essentielt for at sikre, at der ikke sker fejl i overleveringen af opgaverne. Samtidig bør man på hver enkelt afdeling placere ansvaret for måltidet. Hvis 1-2 medarbejdere har hovedansvaret, giver det de resterende medarbejdere ro til at udføre de andre plejeopgaver og patienterne en mere sammenhængende og rolig måltidsoplevelse.

Læs med i næste uges indlæg i serien om hospitalsmåltider, når vi skriver om mellemmåltider.

”Måltiderne er det eneste, man kan glæde sig til i løbet af dagen, når man er indlagt. Man glæder sig jo ikke ligefrem til undersøgelser og den slags. Der ved man aldrig, hvad der skal ske. Så det er meget usikkert. Til måltiderne kan man slappe af og snakke sammen.” [patient]

Citatet herover er en god illustration af, hvordan måltidet på hospitalet kan bløde en lille smule op på patientens oplevelse af sit indlæggelsesforløb. Behandlinger, undersøgelser mv. udgør et usikkert fundament i patientens hverdag, mens hun er indlagt. Samtidig er der en fundamental mangel på normalitet i løbet af indlæggelsesforløbet. Jo, men er det ikke bare et vilkår? Helt sikkert. Men det behøver jo ikke at betyde, at man ikke kan forsøge at gøre det anderledes. Alt andet lige vil en patient med en bedre samlet oplevelse af sin indlæggelse være hurtigere til at restituere og dermed hurtigere være i stand til at komme hjem og overlade sengen til en ny patient.

I sidste ende handler det selvfølgelig om økonomi og ventelister, men så sandelig også om livskvalitet. Hvis vi kan skabe et indlæggelsesforløb, som patienten er mere tryg ved og som giver mulighed for at barbere fx bare 1-2 dage af et længere forløb, så er der i mine øjne ingen grund til ikke at gøre det.

Det er her, de sociale rammer kommer ind i billedet. Se igen på citatet ovenfor. Det beskriver, hvordan de sociale rammer omkring måltidet har stor indflydelse på patienternes lyst til at spise. Eftersom man ikke besøger hinanden på sengestuerne, er måltiderne de eneste tidspunkter på dagen, hvor der foregår lidt socialt liv, og hvor man kan få sin dosis normalitet – en smag af livet som det kendes fra før indlæggelsen, som i mange tilfælde for fx ældre medicinske patienter kan vare i ugevis.

For patienterne er måltiderne altså en række højdepunkter i hverdagen, som de ser frem til, hvor de har mulighed for at hyggesnakke og dele erfaringer med de andre patienter og få en lille pause fra sygdomsfokus. Det sociale liv under måltidet er med til at gøre hospitalsopholdet til en varmere oplevelse. Derfor er det en god ide at motivere patienterne til at spise i opholdsrummet og til at tale sammen. Det sociale samvær kan i kort tid mindske fokus på sygdom og give patienterne følelsen af normalitet.

Følg med i næste indlæg i serien om hospitalsmåltider. Det kommer i næste uge og handler om organiseringen af måltidets vej fra køkken til patient.

Nødning – altså opfordringen til at spise – er et utrolig vigtigt element i hospitalspatienters måltidsoplevelse og selvfølgelig ikke mindst i ernæringsindtaget. Her koncentreres blikket naturligt på de ældre og/eller småtspisende patienter, fordi det for det meste er denne patientgruppe, som har en meget lille appetit. De skal altså hjælpes til at spise, de skal nødes.

Nødningen er vigtig, fordi medarbejderne her kan give den enkelte patient tryghed midt i et kaotisk indlæggelsesforløb og følelsen af, at nogen kerer sig om mig. Udfordringen for medarbejderne er til gengæld, at det ofte er svært at få tid til nødningen i en travl hverdag. Det letteste er at acceptere en småtspisende patients nej tak. Men denne afvisning må ikke tages alt for alvorligt. For det er en forsvarsmekanisme, som patienten bruger både for at beskytte sig selv og for at tage hensyn til den travle medarbejder.

En forfejlet løsning på, hvordan man skal overkomme nødningen i en travl hverdag er at efterlade en portion mad hos patienten for derefter at vende tilbage for at nøde på et senere tidspunkt. Det gør, at maden bliver kold og kedelig, og at appetitten mindskes yderligere, fordi patientens sygdom og manglende evne til at spise bliver udstillet og tydeliggjort for patienten selv.

Derfor, husk at:

• Servér først for småtspisende patienter, når du er klar til at nøde.
• Vær positiv, når du nøder. Patienten må ikke føle sig til besvær. Hun i forvejen er ked af sin manglende appetit.
• Acceptér ikke et nej tak.
• Sæt kun små portioner foran patienten. Større portioner giver ikke en mere effektfuld nødning.

Så er vi klar igen med et par indlæg i vores serie om måltidet på hospitalet

I det følgende deler vi et par tanker omkring det at klargøre spisemiljøet. Det er noget lidt andet end de ellers lidt abstrakte ting, som vi heller ikke er kede af at tale om – værtskab mv. Spisemiljøet er et vigtigt led i patientens måltidsoplevelse, fordi det er de rammer, som skal holde sammen på måltidet. Samtidig har vi erfaring for, at det er lidt tilfældigt, hvordan spisemiljøet håndteres af medarbejderne. Nogen gør meget ud af det, mens andre føler, at tiden skrider, hvis de bruger for mange kræfter på det.

I vores beskrivelse af udfordringerne omkring spisemiljøet bliver vi meget praktiske. Derfor kan du også med stor fordel læse med her, hvis du til daglig arbejder på et hospital. Her vil du nemlig få en række helt konkrete anbefalinger til, hvordan du alene ved at lave en god klargøring af spisemiljøet kan være med til at skabe en positiv atmosfære for patientens måltid.

De væsentligste dele i klargøringen af spisemiljøet er, at:

• Der luftes ud i god tid inden måltidet begyndes, og der ryddes op i det rum, hvor patienten spiser, hvad enten det er på sengestuen eller i et opholdsrum. Rummet skal transformeres fra sygdom til spisning. De to ting skal – hvis muligt – helst ikke blandes sammen.
• Siddestilling og siddehøjde ved bordet tilpasses patienten. Samtidig: Patienter, der spiser på egen stue, bør ikke spise i sengen. Det er ikke sjovt at ligge ned og spise, og man kløjs i maden.
• Der dækkes pænt bord og serveres på en ordentlig måde. Husk servietter og lad være med at servere tallerkenen på en bakke (hvis selvfølgelig ikke kostregistreringen afhænger af bakkens farve, som vi så det i vores projekt på Glostrup Hospital). En tallerken på en bakke signalerer institution og mangler en følelse af normalitet, som er befordrende for patientens appetit.
• Mængden af mad på fade og tallerkener tilpasses patienterne. Store mængder mad er overvældende for småtspisende patienter og modvirker appetitten.
• Maden anrettes pænt og at der er flere farver på tallerkenen, så øjnene bliver “sultne”.