Livingplusfood – nu som bog

Så smagte det pludselig lidt af fugl, da man læste overskriften, hva! Det er dog ikke den fulde sandhed. Men det var nu svært at lade være, fordi vi er så pavestolte. Vi har nemlig bidraget til at skrive et ret fremragende kapitel, synes vi selv, i den i øvrigt ligeså fremragende bog Mad, Mennesker og Måltider, som til august udgives i 5. oplag.

Sociolog Lotte Holm og antropolog Søren Tange Kristensen er redaktører af bogen, som især bliver brugt på sundheds- og madfaglige uddannelser som en slags madsociologisk grundbog. Den indeholder en række kapitler, som hver behandler et område af menneskers liv med mad i hverdagen, både i hjemmet og i institutionerne. Vi har bidraget til det kapitel, som handler om skolemad med cases fra både eget og andres arbejde med forskellige skolemadsinitiativer.

 

 

Hillerød er nu godt klædt på

 

 

Igennem det seneste år har vi arbejdet på at skabe bedre måltidsoplevelser for beboerne på plejecentrene Bauneparken og Sophienborg i Hillerød Kommune. Projektet er gennemført med deltagelse af de to plejecentre og centralkøkkenet ‘Mad til hver Dag’.

Projektet har varet et års tid, og formålet har været at blive klogere på, hvordan man kan skabe gode måltidsoplevelser for beboerne på plejecentrene i en tid, hvor madproduktionen rykker ud.

Sideløbende har vi arbejdet med at skabe et bedre og tættere samarbejde mellem plejecentrene og køkkenet. For tro det eller ej – samarbejdet mellem køkken og plejecenter har stor betydning for beboernes måltidsoplevelse.

Det har været en spændende proces, og i går blev det sidste punktum sat. Det vil sige for vores del. Det daglige arbejde med at skabe gode måltidsoplevelser for beboerne fortsætter jo naturligvis både på plejecentrene Bauneparken og Sophienborg og hos ‘Mad til hver Dag’. Og det arbejde kan nu fortsætte med en rygsæk fuld af nye indsigter, en ny bevidsthed og nye værktøjer.

Onsdag eftermiddag formidlede vi indsigter, erfaringer og de gode historier fra projektet. Det gjorde vi selvfølgelig ikke alene. Både ledere og medarbejdere fra plejecentrene Sophienborg og Bauneparken og ‘Mad til hver Dag’ fortalte de fremmødte kolleger fra Hillerød og nabokommunerne om de gode erfaringer fra projektet.

 

               

 

Godt nytår og hurra for spisevenner!

Januar er måneden hvor mange af os igen, igen, igen beslutter os for, at NU skal julesulet (og måske også andet sul) smides, løbene skoene snørres og træningsdragten støves af i det lokale fitnesscenter.

Forestil dig lige det modsatte? Tænk hvis dit nytårsforsæt i stedet skulle handle om at spise mere og tage på i vægt? Det kunne (eller burde) meget vel være nytårsforsættet for en del af landets ældre. For mange ældre er overflødige kilo på sidebenene nemlig ikke problemet, men det modsatte. Og det at skulle spise mere og tage på i vægt kan faktisk være rigtig svært. Særligt når appetitten mangler og det fysiske og mentale overskud ikke længere rækker til at lave maden selv. Oveni denne lille cocktail bor man måske alene, fordi ægtefællen er gået bort. Børnene har travlt med egne børn, mand og karriere og har ikke tid til at komme forbi og spise med. De nære venner bliver der færre og færre af  - og dem som stadig er der, har heller ikke selv det fysiske og mentale overskud til at kigge forbi til en bid brød og en sludder.

Hos disse ældre ses det tydeligt, hvor stor en rolle det sociale spiller for måltidsoplevelsen. Det sociale stimulerer appetitten – ikke kun til at spise maden, men kort sagt til at leve livet.

I går aftes kunne man i Aftenshowet på DR1 møde Maren. Maren var for ikke så lang tid siden truet på livet…af sin vægt. Da hun mistede sin mand, mistede hun også appetitten. Resultatet blev, at hun på kort tid havde tabt 9 kilo, fortæller hun. Men heldigvis for Maren har Ældresagen i samarbejde med Odense kommune (det er dér Maren bor) taget initiativ til at starte projekt Spisevenner. Kort fortalt handler projekt Spisevenner om, at en frivillig fra Ældre Sagen kommer en gang om ugen og spiser et måltid med Maren eller en anden ældre borger. Kommunen dækker udgifterne for spisevennens måltid.Indtil videre har Roskilde, Høje Taastrup og København taget ideen til sig og tilbyder snart deres ældre en spiseven.

Nytårsforsætter? Dem har jeg ikke nogen af, men jeg har et STORT nytårshåb. Og det er, at tendensen med Spisevenner breder sig med lynets hast. At spise sammen er både sjovere, hyggeligere og ja sundere. Ikke kun for de ældre, men for os alle sammen.

 

Køkkenroser til køkkenet på Glostrup Hospital

Gitte Breum og Centralkøkkenet på Glostrup Hospital fortjener et STORT tillykke. I går modtog de nemlig årets sidste køkkenroser – en pris, der uddeles af Landbrug & Fødevarer i samarbejde med Kost- & Ernæringsforbundet for “at hylde madentusiaster og ildsjæle i danske storkøkkener, der arbejder for at gøre en ekstraordinær indsats”.

Chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer giver bl.a. følgende begrundelse for at give prisen til centralkøkkenet på Glostrup Hospital: ”Ved dagligt at tage afsæt i patienternes behov, deres smag og tænke begge dele helt ned i gryderne, formår I hver dag at servere den bedst mulige måltidsoplevelse for patienterne. I er kort sagt en inspiration for hospitalssengeafsnit landet over”. Læs mere om begrundelsen her.

I Livingplusfood er vi stolte af at kunne sige, at vi har leveret indsigter, som er med til at løfte patienternes måltidsoplevelse og det daglige samarbejde mellem køkken og plejepersonale på Glostrup Hospital. Læs mere om vores arbejde med at skabe bedre måltidsoplevelser på Glostrup Hospital her på bloggen eller her.

 

Personalet på Glostrup Hospitals Centralkøkken med cheføkonoma Gitte Breum med diplomet og tillidsrepræsentant Lisa Olsen med roserne (billede og billedtekst er lånt fra Landbrug & Fødevarer)


 

Hvad kalder man den sociale side af måltidet?

I sidste uge stillede vi spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig har ansvaret for måltidet (som social begivenhed), når madproduktionen flyttes væk fra plejehjemmet. Vi gav også svaret. Det har plejemedarbejderne og plejehjemmet. Iscenesættelsen af måltidet som social begivenhed flytter kort sagt ingen steder, bare fordi produktionen af maden holder flyttedag.

Spørgsmålet satte en række nye spørgsmål i gang hos os. Vi oplever tit, at vores kunder og folk generelt sætter lighedstegn mellem mad og måltider. Man hører fx ofte formuleringen “vi har tilberedt et lækkert måltid”. Denne og lignende formuleringer lyder dog lidt sære i vores ører. Hvorfor? Fordi måltidet for os er en samlebetegnelse, som foruden maden (retterne, menuen, det der ligger på tallerkenen) også inkluderer de sociale rammer, som maden indtages i. Og når man hører formuleringen ‘Vi har tilberedt et lækkert måltid”, så er det ofte kun retterne og menuen, der henvises til.

Men spørgsmålet er så, hvad skal vi kalde den sociale del af måltidet? Spisesituationen kunne være et bud. Men det lyder lidt stift og kedeligt. Så har du et bedre og mere dækkende bud, så vil vi meget gerne høre det!

Nu tænker du måske, at det slet ikke er nødvendigt at kunne sætte ord på den sociale side af måltidet. Men det er det! For når man fx på mange plejehjem (og for den sags skyld også børneinstitutioner) adskiller produktionen af maden fra det sted, hvor maden skal nydes i fællesskab med andre, så bliver det meget relevant at kunne sætte ord på det. Det er nemlig meget lettere at placere og tage ansvaret for den sociale side af måltidet, når man har et navn for det.

 

Model: Oplevelse af måltidet som helhed

Hov! Hvem har egentlig ansvaret for måltidet?

Når madproduktionen flyttes ud fra plejehjemmene og varetages af et centralkøkken, så er det desværre ikke altid det eneste, der holder flytte-dag. Ansvaret for måltidet som helhed har tendens til at flytte med. Problemet er bare, at det ikke rigtig flytter nogen steder hen. Det betyder, at værtskabet – og herunder ansvaret for måltidets fysiske og sociale rammer – bliver en hjemløs størrelse. Taberne? Ja, det er såmænd beboerne. Men i og for sig også medarbejderne på plejehjemmet, som går glip af en fantastisk mulighed for at yde omsorg for beboerne.

Selvom madproduktionen flyttes ud og varetages centralt, så hverken MÅ eller KAN ANSVARET FOR MÅLTIDET FLYTTE MED. Måltidet som social begivenhed skabes dér, hvor maden spises og nydes i fællesskab. I dette tilfælde på plejehjemmet.

Plejemedarbejderne har derfor også ansvaret for at være værter for måltidet lige gyldig om selve produktionen af maden foregår inden for eller uden for murene.

Debat om fælles måltider i fremtiden

Har det fælles familie-måltid en fremtid? Eller bliver måltiderne mere individualiserede? Hvilken betydning har måltidets udvikling for den danske madkultur, og hvilke udfordringer og muligheder giver det for fødevareindustrien?

Det er gode og relevante spørgsmål, som fortjener opmærksomhed. Og d. 29. november sættes de til debat på konferencen ”Fødevareteknologien møder Madkulturen – det individuelle og det fælles måltid”. Du kan bl.a. høre Professor Anne Murcott fra Universitetet i Sheffield fortælle om styrkerne ved det fælles familie-måltid.

Det er Madkulturen (selvejende institution under Fødevareministeriet) og LEVS (fagligt netværk for levnedsmiddelsektoren), som inviterer til “en fødevarefaglig dag, der stiller skarpt på modsætninger og muligheder i krydsfeltet mellem det individualiserede og det fælles måltid”.

Se programmet for konferencen her og se hvordan du tilmelder dig her.

Konferencen finder sted tirsdag den 29. november 2011 kl. 9.30 – 17.00 i Mmm – zonen for madkultur på Refshalevej 163 i København.


Måltidet på hospitalet: Mad

I vores serie om hospitalsmåltidet er vi nået til det sidste element, som har betydning for patientens samlede oplevelse af måltidet – maden. På en eller anden måde er det nok betegnende, at vi har valgt at gemme maden til sidst. Gennem de forudgående indlæg burde det være blevet tydeligt, at et måltid på hospitalet indeholder så mange andre faktorer end lige præcis det, der ligger på tallerkenen.

Ikke desto mindre har maden i sig selv selvfølgelig også betydning for patientens samlede måltidsoplevelse. For de småtspisende patienter er det særligt vigtigt, at retterne er indbydende og veltillavede. Oftest er småtspisende patienter også ældre mennesker, der i overvejende grad bedst kan lide traditionel dansk mad, som de kender, og som ikke er alt for krydret. Derudover er det vigtigt at tænke over madens konsistens.

Men i virkeligheden begynder måltidet jo førend maden står på bordet. Patienternes appetit og lyst til mad kan skærpes, og forventningerne skrues i vejret, fx ved at lade duften af nybagt brød og anden færdigtilberedning brede sig.

Hvis du til daglig arbejder med mad på et hospital, er det vigtigt at overveje følgende:

  • Suppe er et godt supplement til småtspisende patienter, særligt hvis den spædes op med fløde. Småtspisende patienter er ofte svagelige og for dem er en tudekop en god idé frem for at spise med ske.
  • Prioritér traditionelle retter til ældre patienter, hvis det er muligt. Genkendelige retter giver patienterne mulighed for at snakke sammen rundt om bordet om egne erfaringer med tilberedning af retterne. Det øger appetitten.
  • Servér hovedret og dessert hver for sig. Ligesom ingen serverer hovedret og dessert samtidig derhjemme, bør de to dele af måltidet også på hospitalet være adskilt, frem for at blive serveret side om side på bakken for at spare tid. Måltidet er ikke noget, som skal overstås.
  • Vær opmærksom på kødets konsistens. I retter, der indeholder kød, er konsistensen meget vigtig for især ældre patienter, der kan have problemer med at tygge sejt eller tørt kød. Tjek derfor kødets konsistens.
  • Pas på ikke at krydre retterne for stærkt. Især ældre patienter er ikke vant til stærkt krydret mad. De foretrækker mildere smage. Køkkenet bør derfor være varsom med brugen af stærke krydderier som chili og karry og få den gode smag frem i de traditionelle retter gennem kulinarisk kvalitetsarbejde i stedet for.

Måltidet på hospitalet: Mellemmåltider

For de småtspisende patienter udgør mellemmåltider 50% af dagens energiindtag. De er altså ganske vigtige. Ved hjælp af mellemmåltiderne fordeles indtaget over hele dagen. Det har en ret praktisk funktion, fordi man så kan nedjustere mængden af mad i hovedmåltiderne og undgå at gøre dem uoverkommeligt store.

I en travl hverdag er problemet dog, at det tit er mellemmåltiderne, det går ud over, når tiden skal prioriteres. For at spare tid sættes mellemmåltiderne ofte frem på en selvbetjeningsvogn, mere eller mindre pakket ind, hvorfra patienterne så selv kan forsyne sig. Men det er ikke nogen god ide, fordi patienterne let kan blive i tvivl om, hvorvidt de må tage af maden på vognen, når den er pakket ind. Desuden kan det som småtspisende være svært selv at løfte ansvaret for at få spist mellemmåltiderne, når appetitten er lille.

Derfor er det vigtigt at huske på at:

  •  Mellemmåltiderne bør serveres på en tallerken som et rigtigt måltid. Mellemmåltiderne skal ikke være pakket ind, men i stedet anrettes og stilles frem for den enkelte patient ligesom et rigtigt måltid. Indpakkede mellemmåltider kræver en stor og til tider uoverskuelig indsats for patienterne, som så ender med ikke at spise mellemmåltidet.
  • Mellemmåltiderne skal ikke bare stilles frem på gangarealet uden opfølgning af personale. Det tiltrækker ikke de småtspisende patienter. Når maden er indpakket, sendes der desuden et signal om, at den ikke må røres. Sandsynligheden for, at mellemmåltiderne bliver spist, er langt større, når de serveres af personalet til den enkelte.

 

Læs med i næste uge, når vi bringer det sidste indlæg om hospitalsmåltider. Det kommer til at handle om selve maden.